Arktisk Adventure Guide
En uddannelse for dig som er interesseret i at arbejde med turister på længerevarende ture i fjeldet med fokus på sikkerhed, viden, formidling, service – og den gode oplevelse.
På uddannelsen vil du bl.a. beskæftige dig med flora og fauna; kulturlandskabet, guideteknik, førstehjælp i fjeldet (Wilderness First Responder), brævandring, engelsk og kulturforståelse.
Undervisningen gennemføres som en kombination af holdundervisning, forelæsninger, workshops og værkstedsøvelser ”on loction”. Ca. 20 % af undervisningstiden vil – i samarbejde med Maritimskolen være oplæring til Duelighedsbevis for at kunne føre båd til max 12 passagerer.
Der er fokus på, at en færdiguddannet guide kan føre grupper af turister (max 12) fra forskellige kulturer på ture af flere døgns varighed.
Uddannelsen varer ca. ½ år med start i august og afslutning i december. Udover skemalagt undervisning vil du få praktiske øvelser og træning i naturen. De første 2 måneder foregår uddannelsen i Nordgrønland (i år i Ilulissat og Kangerlussuaq) og sidste del i Sydgrønland (Qaqortoq m.m.).
Hvornår søges Arktisk Adventure Guide?
Ansøgningsfristen til Arktisk Turistguide er 1. marts 2025 – der søges via majoriaq. Ønsker du nærmere info om ansøgningsprocessen kan du kontakte uddannelseschef for uddannelsen Iddimanngiiu Bianco på ib@cak.gl
Retskravet
Hvis du opfylder følgende og søger inden 1. marts 2025, har du retskrav på at blive optaget. Det vil sige, at du er garanteret optag.
Adgang til optagelse på uddannelsen til Adventure Guide eller enkelte moduler herfra er betinget af, at ansøgeren har gennemført en relevant adgangsgivende uddannelse mindst på niveau med:
- En studentereksamen (GU, GUX, HHX, HTX, Stx, eller tilsvarende);
- En relevant videregående voksenuddannelse (VVU), i Grønland NI-2;
- En kort videregående uddannelse (KVU) – Serviceøkonomuddannelsen;
- Erhvervsuddannelser som TNI o.a.med niveau svarende til niveau C i engelsk.
- Ansøgere som har gennemført uddannelsen til Arktisk Guide
Uddannelsesinstitutionen kan også optage ansøgere, der ikke har gennemført en relevant adgangsgivende uddannelse som ovenfor nævnt, men som ud fra en konkret vurdering skønnes at have uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed.
Uddannelsen er fysisk og psykisk krævende, så derfor kan vi ikke optage ansøgere med fysiske og psykiske handicap.
For at blive optaget skal man have grønlandsk og engelsk på mindst niveau C. Det forventes at de studerende kan læse grønlandske og engelske tekster på minimum B2 niveau i Den Europæiske Sprogportfolio. Alle ansøgere, som ikke opfylder de formelle adgangskrav skal bestå en optagelsesprøve, som skal sikre at de kan engelsk og grønlandsk på B2-niveau i hht.den europæiske sprogportfolio.
Uddannelsen starter i august 2025 og slutter i december 2025.