Pædagogisk vision for Campus Kujalleq

Pædagogisk vision for Campus Kujalleq

Pædagogisk vision for Campus Kujalleq (resumé)

Download komplet version af Pædagogisk vision for Campus Kujalleq (åbnes i nyt vindue)

I den pædagogiske vision for Campus Kujalleq er begreberne pædagogik og vision koblet således, at der defineres en række ideale principper knyttet til læring, som vedrører alle aspekter af uddannelsesinstitutionens aktiviteter. Samtidig tegnes et billede, der fungerer som pejlemærke for indfrielsen af det pædagogiske grundlag i daglig praksis.

Det lærende individ

Campus Kujalleqs pædagogiske vision bygger på det grundprincip, at individet er i fortløbende læreproces og ejer naturlig lyst til meningsfuld udfoldelse og udvikling. En central værdi i den pædagogiske vision lyder, at ethvert individ er i besiddelse af de grundlæggende egenskaber og evner til myndigt og ansvarligt at kunne forvalte eget liv på såvel Campus Kujalleq som i et omgivende demokratiske samfund. Personalet på Campus Kujalleq skal i en kritisk dannelsestradition tilskynde elevernes udvikling i retning af den nævnte værdi.

Elever og lærere

Campus Kujalleqs pædagogiske vision har for øje, at eleverne når højst mulige faglighed og sættes i udvikling mod at blive myndige, selvstændigt og kritisk tænkende individer. Lærergerningen har til formål at understøtte og stimulere både den faglige udvikling og den demokratiske dannelsesproces, hvilket primært sker ved hjælp af elevaktiverende pædagogik og didaktik.

Det er visionen, at alle lærere, uanset anciennitet og aktuel kunnen, af iboende lyst efterstræber stadig flere, og stadig mere nuancerede, kompetencer og løbende opbygger intuitive ekspertiser i deres daglige virke som undervisere.

Lærere og øvrige personale

Med henblik på at virkeliggøre visionen om, at alle ansatte af iboende lyst efterstræber stadig mere kunnen og kundskab, skal der udvikles effektive ledelses- og kommunikationsformer, som understøtter, stimulerer og rammesætter denne lyst.

Elever og øvrige personale

Generelt skal personalet levendegøre den pædagogiske visions menneskesyn i den konkrete omgang med eleven, herunder udtrykke sig let forståeligt i såvel tale som skrift.

Med hensyn til at fremme elevens iboende lyst til læring, skal studievejledningen fremstå som et indbydende sted, hvor eleven uforpligtende kan dukke op og drøfte studierelevante emner og spørgsmål.

Det er visionen, at Campus Kujalleq er en uddannelsesinstitution med mindst muligt fravær, både hvad angår fysisk fremmøde og aflevering af opgaver. Som sidestykke til lærerens elevaktiverende pædagogik og didaktik, der har til formål at stimulere elevens lyst til at lære og dermed øge såvel fysisk tilstedeværelse som antal af afleveringer, skal administrationen møde eleven i øjenhøjde og klart formidle konsekvenserne af for stort fravær.

Fysiske rum og materiel kultur i det lærende fællesskab

De fysiske rum og rammer for det lærende fællesskab skal være attraktive og fremme elevernes samt lærernes og det øvrige personales iboende lyst til læring og meningsfuld udfoldelse.

Ifølge den pædagogiske vision er alle fællesarealer for elever og lærere potentielle læringsmiljøer. Med henblik på at udfordre indarbejdet undervisningspraksis, og i samme skabe mulighed for pædagogisk innovation, skal arealer, som ikke traditionelt anvendes til undervisning, fremstå, så de indbyder til nye, kreative undervisningsformer.

Campus Kujalleq og omverden

Den pædagogiske vision har fokus på, at Campus Kujalleq som helhed forbliver et åbent system, der holder sig ajour med det omgivende samfunds aktuelle og fremtidige behov og i kraft af at være forbilledligt videncenter målrettet og konstruktivt samarbejder med omverdenen.

Eleverne skal sikres optimalt kendskab til videreuddannelse, hvorfor gode relationer til højere læreanstalter skal styrkes og udvikles.

Campus Kujalleq har for øje at vedligeholde og styrke læreres og øvrige personales pædagogiske samarbejde, hertil det administrative samarbejde, med relevante institutioner, heriblandt grønlandske uddannelsesinstitutioner og Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke.

Udarbejdet af Torben Kure Marker, Campus Kujalleq, PhD, Pædagogisk Leder.