En forstander taler ud
Stinus Silassen, Campus Kujalleq
Her ved begyndelsen af dette skoleår har vi mødt forstanderen på Campus Kujalleq, Stinus Silassen til en snak om Campus Kujalleq. Før Stinus blev forstander, var han uddannelseschef for TNI-uddannelsen på Campus Kujalleq, og vi spurgte ham, hvad den største forskel var i skiftet fra uddannelseschef til forstander?
”Da jeg var uddannelseschef, var min opgave at udvikle og varetage driften af TNI-uddannelsen – det vil sige, at min arbejdsopgave var begrænset til et bestemt område. Efter at jeg blev forstander skiftede jeg perspektiv og prøver i mit nuværende job at se Campus Kujalleq ovenfra som et samlet hele, og ikke som opdelt i afdelinger/områder, så det er meget anderledes, men jeg meget glad for jobbet, og finder stor tilfredsstillelse i være med til at udvikle de forskellige ting på skolen.”
Videre sagde Stinus, at:
”Nogle af de ændringer i min tid som forstander, som jeg er glad for og som jeg synes har været gode for Campus Kujalleq er, at vi har fået en god økonomistyring og overordnet strategi for, hvordan Campus Kujalleq drives. Vi har i ledelsen fokuseret på at effektivisere og eliminere dobbeltarbejde og manuelle indtastninger i vores arbejdsprocesser. Her har min baggrund som programmør været en stor hjælp, både når det gælder at skabe struktur i økonomistyringen og udnyttelse af de muligheder som IT giver os i arbejdet.”
Vi spurgte Stinus, hvad han synes det mest spændende ved jobbet som forstander er?
”Der er mange ting, men personalefastholdelse og opkvalificering, samt at skabe et velfungerende system for alle, synes jeg er spændende elementer af jobbet.”
Der er selvfølgelig også en masse udfordringer ifølge Stinus. Vi spurgte, hvilke det f.eks. kunne være?
”Ja, det er jo altid en udfordring, hvordan man skal prioritere ens tid, og hvor man skal lægge arbejdsindsatsen. Det gælder om at få optimeret arbejdsprocesser og indsatser bedst muligt inden for de rammer, som vi har til rådighed. Campus Kujalleq er resultatet af en fusion mellem et alment gymnasium og en handelsskole, og det vil sige, noget af opgaven går ud på at to meget forskellige arbejdskulturer (den tidligere handelsskole og gymnasiet) har skullet finde ud af at få det bedste ud af, at vi i dag er én samlet enhed. Jeg er meget tilfreds med sådan som disse to kulturer arbejder sammen i dag, hvor handelsskoleafdelingen og gymnasiet deler undervisere. Set fra mit perspektiv som forstander ligger der en udfordring i at holde styr på økonomien, når vi har flere afdelinger på samme institution, men jeg synes at vi sammen er kommet godt efter det, og medarbejderne har vist stor velvilje og samarbejdsvilje i forhold til at komme med ideer til, hvordan vi kan gøre, og har også taget godt imod de forslag, som jeg er kommet med undervejs.”
Vi spørger ind til, hvilke udviklingsmuligheder Stinus ser på Campus Kujalleq, og om der er noget særligt, han har fokus på?
”Jo – der er mange ting, f.eks. er der flere af eleverne på Campus Kujalleq, som både har gået på gymnasiet og TNI. Her kunne man måske overveje, om vi burde have en mellemting, muligvis EUX – nogle tidsbesparende løsninger med merit, måske kigge på norske og danske modeller, eller en forkortelse af TNI. Der er også arbejde i gang, hvor man sigter mod at indføre en 1-årig turismeuddannelse, da der er fag, der i dag overlapper hinanden. Vi bør være åbne og kigge på andre muligheder, det kunne f.eks. være at de har nogle gode ideer på Island eller i New Zealand, som vi kunne lære af.”
Vi spurgte Stinus, hvilken uddannelsesvej, han selv tog, og hvad han har arbejdet med tidligere?
”Jeg søgte HF Nuuk – der var ikke noget gymnasium i Grønland, da jeg var ung. Jeg endte på Grenå gymnasium i en grønlandsk HF-kasse. Det var godt. Jeg var meget målrettet og oplevede ikke et kulturchok ved at komme til Danmark. Min plan var, at jeg skulle videreuddanne mig i Odense, men jeg blev hvervet til EVU, som var den første IT-uddannelse i Grønland. Jeg har tidligere været ved Grønlandsfly (nu Air Greenland) i Nuuk. Jeg har været databaseprogrammør, og har videreuddannet mig inden for datalogi. Jeg har altid været glad for udfordringer og haft selvtilliden til det, så det falder mig let at sætte mig ind i nye ting.”
Afslutningsvis spurgte vi Stinus, hvor i Grønland han stammer fra, og hvad han bruger fritiden på?
”Jeg kommer oprindeligt fra Ilulissat, men er glad for at bo i Qaqortoq. I min fritid holder jeg af at hygge mig med slægtsforskning. Det er udfordrende at arbejde med, hvor man bruger meget kirkebøger og folketællinger. Det jeg godt kan lide ved slægtsforskning er, at det at man opdager nye historier hver gang man dykker ned et sted, og nu hvor DNA er blevet en del af slægtsforskningen, også i Grønland, så kan man virkelig se, hvor blandede gener mange har i Grønland, der er rigtig mange, der er finsk, irsk, walisisk og native american DNA – det er en helt ny verden, der åbner sig, når man først er kommet ind i den. Jeg har også lige fået min båd i vandet – jeg elsker at sejle.”
Samarbejde mellem Grønland og USA